HJEMLØSE – SÅ TAG JER DOG SAMMEN…

Sådan vil mange sikkert sige til de ca. 6.635 danske borgere, der ikke havde et sted at bo, da den sjette hjemløsetælling blev gennemført i uge 6, 2017. I forhold til den sidste tælling i 2015, var tallet desværre steget betydeligt. Og hvordan mon det ser ud ved næste tælling?
Nå, men tag jer nu sammen og find jer en bolig, et arbejde og få noget seriøst ud af jeres liv. Det er jo jeres liv og dermed også jeres ansvar (kunne man nærmest høre politikerne tordne mod vores hjemløse).

Det er ikke fordi jeg tror, at der er en overrepræsentation af danskere med løftede pegefingre mod udsatte i vort land. Men man får nogle gange følelsen af, at der er rigtig mange, der er fuldstændig ligeglade med, hvordan vores hjemløse egentlig går og har det. Den seriøse og altomfavnende hjælp, den mangler i hvert fald; både fra kommunal og statslig side. I mine øjne fejler politikerne, da de åbenbart ikke har vilje nok til at få afviklet problematikken, og derved vise vores mest udsatte, at de rent faktisk vil dem. Der sker absolut ikke nok.

Når vi taler hjemløse, så er der ofte tale om mennesker, som er vokset op i svært dysfunktionelle hjem og hvor mor og far selv var i misbrug eller havde svære psykiske problemer og derfor ikke magtede af være nærværende, give omsorg og kærlighed til barnet. Mange hjemløse har endvidere oplevet seksuelt misbrug eller vold i deres barndomshjem. En mørk og yderst problematisk barndom sætter tydelige spor og ar i ethvert menneske. Ar, der aldrig nogensinde forsvinder. Ar, der giver, den nu voksne, nærmest umulige vilkår til et sundt, lykkeligt og velfungerende liv. Over halvdelen af alle hjemløse bærer i dag rundt på en psykisk sygdom. Voksenlivet i sig selv handler om overlevelse. Når vores venner samtidig oplever, at blive svigtet af systemet, er det til at græde over.

Kære politiker – forestil dig, at det var din barndom og realitet? Forestil dig, at du aldrig havde modtaget kærlighed? Forestil dig selv alene på gaden, uden en familie eller et godt og trygt bagland? – Ville du ønske hjælp, og er det denne hjælp, som du med hele dit liv kæmper for, at give til vores hjemløse?

Det er virkelig trist, at hjemløse skal gå rundt så længe uden at få tilbudt en god billig og permanent bolig (Housing first) samt anden relevant og seriøs hjælp. Hjemløse (eller dem der er ved at blive det), ender alt for ofte som en slags kastebold mellem hjemløseenheden, jobcentre, aktivering, ressourceforløb, Borgerservice og jeg ved ikke hvad. Alt for ofte hører jeg fra hjemløse, at de skal kæmpe sig gennem systemets og kommunernes kringelkrogede veje for overhovedet at overleve. Og når en hjemløs ven med PTSD og anden svær sygdom samt et misbrug, ikke dukker op til et møde til aftalt tid, så misser han chancen for en plads på et botilbud/herberg. Ja, det er ofte også en kamp overhovedet at få en permanent plads på et herberg. Housing first, seriøs retshjælp, støtte, hjælp og vejledning i stedet for udsættelser og forfølgelser, det er der brug for. Hjemløse skal hjælpes og ikke skubbes længere ud.

Ansvaret for bedre og hurtigere løsninger ligger hos regeringen og borgmestrene (kommunalbestyrelserne), specielt i vores større byer. Housing first og anden relevant hjælp bør tilbydes ethvert menneske i krise – hurtigt, hvilket ikke sker i dag.
Herberg og botilbud kan for de få, virkelig psykisk svage hjemløse, være en løsning. Men som det fungerer for majoriteten af hjemløse idag, har vi ikke meget at være stolte over.
I København bygger Frank Jensen og Socialdemokratiet stort set kun dyre og eksklusive boliger til de aller rigeste. Såvidt jeg kan se, er selv de almene boliger alt for dyre. Derudover prioriteres der god plads til mere enhverv, så der kan komme endnu flere penge i kassen. Men hvorfor skal det altid være sådan? Hvorfor skal tal og en lommeregner igen og igen bestemme, at det ikke er muligt at afskaffe hjemløsheden? Det er trist med sådanne visioner. Det er trist, at politikere aldrig finder vej og ikke har mere jernvilje til at hjælpe de aller svageste.
Det er fuldstændig ligegyldigt at snakke om penge og smart byudvikling, hvis ikke det første vi gør er, at hjælpe vores mest udsatte.

Det er selvfølgelig dejligt at se passionen hos Mia Nyegaard (socialborgmester i Københavns Kommune) og socialudvalget og derudover læse, at den konservative socialminister, Mai Mercado, ønsker mere Housing first. Hun har tidligere sagt: “Det er vigtigt at understrege, at det hedder Housing First og ikke Housing Only, fordi det ikke er nok at skaffe en bolig, man skal også sikre den rette sociale støtte til de her mennesker.”

Jeg er dog stadig mega skeptisk, da jeg ikke er sikker på om politikerne overhovedet kan finde fælles fodslag. Det kræver nemlig jernvilje fra alles side.

Om lidt er politikernes sommerferie dog forbi. De skal igen snakke penge, politik, reformer, love og stramninger etc.
Forhåbentligvis kommer der også mere fokus på de hjemløses svære liv og udfordringer. Jeg håber I hvert fald på og beder til, at det vil ske, som noget af det første efter deres ferie. For man skal selvfølgelig prioritere de svageste først, når man arbejder med politik og budgetter. I husholdningsbudgettet starter man jo heller ikke med, at købe en dyr luksus bil, hvis ikke man har råd til det mere væsentlige. Nej, man betaler selvfølgelig først sin husleje. Sådan bør det også være med skatten. Hjælp de svageste først og brug derefter de resterende penge på alt det andet sjove…

 

Med venlig hilsen

Allan Frederiksen
Daglig leder