Mennesker der har mindre, virker ofte meget mere generøse, end dem der ejer meget.
Tanker fra Crede – elev på Efterskolen alterna

“Den første dag på Klippen var ret overvældende. Normalt lagde jeg mærke til dem der stod på gaden og tiggede penge. Men det var som om et slør blev taget fra mine øjne, da jeg begyndte i Klippen! Jeg ville aldrig have opdaget at denne side af Danmark fandtes, hvis ikke Klippen havde taget os med ud til diverse “pladser” rundt i København. Pladser hvor de hjemløse hver eneste dag samler sig for at have fællesskab.
De hjemløse ved godt at de er udsatte, men de accepterer på sin vis, deres livssituation. Vi har på pladserne mødt mange forskellige mennesker, der på hver sin måde har givet op overfor livet, men også dem, der virkelig kæmper en kamp for, at ændre deres situation til det bedre.

Jeg har oplevet en stor tryghed og åbenhed blandt de udsatte på pladserne. De har alle altid været friske på en hyggelig snak samt en kop kaffe eller kakao. Hvis jeg i dag prøver at få en samtale i gang på gaden med en tilfældig fodgænger, så vil samtalen med stor sandsynlighed vare i omtrent 5 sekunders tid og med sikkerhed indholde ordene: “hvad rager det dig?”. Fællesskabet på pladserne er mere indbydende end noget jeg nogensinde kunne have forestillet mig. På et tidspunkt havde en af de hjemløse købt en kage, og tilbød selvfølgelig kagen til ALLE.

Oplevelserne med Klippens Kørselsteam har været med til at bygge mig som person, og lært mig en masse nyt om samfundet.
Det føles som om at det altid er den der har mindst, der giver mest, og det er præcis sådanne mennesker der er guld værd!”